Terrorismens Politik: Magt, Sympati og den Selektive Anvendelse af Lov

Få ord i moderne politisk diskurs bærer mere vægt — eller tvetydighed — end “terrorisme.” Det er på én gang en moralsk fordømmelse, en juridisk klassifikation og en begrundelse for vold eller undertrykkelse. Det er også, afgørende, et politisk våben, der anvendes selektivt og ofte inkonsekvent. På trods af dusinvis af internationale aftaler og definitioner, findes der stadig ingen universelt accepteret juridisk standard for, hvad der udgør terrorisme — ikke fordi konceptet i sig selv er inherent undvigende, men fordi etiketten selv formes af magt.

I hjertet af denne inkonsekvens ligger en farlig dobbeltmoral: handlinger fra ikke-statslige aktører fordømmes let som terrorisme, mens funktionelt identiske handlinger fra anerkendte stater sanitæres under termer som “militær operation,” “gengældelse,” eller “utilsigtet skade.” Dette er ikke blot semantisk — det påvirker dybt, hvem der anses for legitim, hvis vold accepteres, og hvis lidelse anerkendes.

Den palæstinensiske kamp tilbyder en klar og vedvarende illustration af denne dobbeltmoral. Når palæstinensere bruger vold — uanset om det er for at modstå besættelse, genvinde land eller protestere mod systemisk fratagelse af rettigheder — mærkes det næsten universelt som “terrorisme” af dominerende magter. Når israelske styrker anvender uforholdsmæssig magt, bomber flygtningelejre, myrder ledere i udlandet eller muliggør bosætterpogromer, indrammes svaret typisk i sproget om national sikkerhed, ikke terrorisme.

Dette essay argumenterer for, at anvendelsen af terrorismeetiketten ikke primært er juridisk, men politisk. Den afspejler interesserne og sympatierne hos magtfulde stater, ikke den konsekvente anvendelse af juridiske normer. Desuden antyder det, at den palæstinensiske krav om lige behandling under international lov spejler den grundlæggende kamp fra Oplysningstiden: afvisningen af vilkårligt privilegium og insisteren på, at lov skal gælde lige for alle — individer, folk og stater ligeligt.

UNGA Resolution 49/60 og den Juridiske Definition af Terrorisme

Vedtaget i 1994, FNs Generalforsamlings Resolution 49/60 søgte at definere terrorisme på en universel måde. Dens vedlagte Erklæring om Foranstaltninger til at Eliminere International Terrorisme fordømmer:

“Kriminelle handlinger, herunder mod civile, begået med hensigten at forårsage død eller alvorlig legemsbeskadigelse, eller tagning af gidsler, med formålet at fremprovokere en tilstand af terror i den almene offentlighed eller i en gruppe af personer eller bestemte personer, intimidere en befolkning eller tvinge en regering eller en international organisation til at gøre eller undlade at gøre enhver handling.”

Afgørende er, at resolutionen ikke skelner mellem statslige og ikke-statslige aktører i sin definition. Kriterierne er klare: forsætlig vold mod civile designet til at intimidere, tvinge eller fremtvinge politiske udfald udgør terrorisme. I princippet kunne dette gælde for enhver aktør — statslig eller andet.

I praksis er resolutionen imidlertid næsten aldrig blevet anvendt på statslige handlinger, selv når de præcist opfylder definitionen. Årsagen er ikke juridisk tvetydighed. Årsagen er politisk modvilje mod at navngive og skamme magtfulde stater eller deres allierede. Når ikke-statslige aktører engagerer sig i sådan adfærd, er etiketten “terrorisme” øjeblikkelig og ubøjelig. Når stater gør det — især anerkendte, militært dominerende eller geopolitisk allierede stater — er etiketten påfaldende fraværende.

Stat vs. Ikke-Stat: En Dobbeltmoral i Anvendelse

Talrige operationer udført af israelske statsstyrker — fra den før-statslige Haganah og Irgun til den moderne IDF og Mossad — har involveret målretning mod civile, brug af kollektiv straf og attentater i udlandet. Under de strenge kriterier i UNGA 49/60 passer mange af disse handlinger til definitionen af terrorisme:

• Qibya-massakren (1953): 69 palæstinensiske civile dræbt, mest kvinder og børn, som del af en strafraid for at “afskrække infiltration.”
• Gaza-kampagnerne (2008, 2014, 2021, 2023–25): Tusinder af civile dræbt, FN-skoler og hospitaler bombet, fødevare- og vandblokader pålagt — ofte begrundet som kontraterrorisme, på trods af at deres virkning er uadskillelig fra handlinger ment til at intimidere en hel befolkning.
• Guds Vrede-attentaterne (1970’erne): Bilbomber og brevbomber brugt til at dræbe mistænkte militante — og i nogle tilfælde civile — på tværs af Europa og Mellemøsten.
• Muliggørelsen af bosættervold: Fra pogromer i byer som Huwara til systemiske angreb på palæstinensiske bønder og børn, mødes bosættervold regelmæssigt med militær beskyttelse eller ligegyldighed, hvilket effektivt sanktionerer det som en arm af statslig politik.

Ingen af disse handlinger beskrives nogensinde som “terrorisme” af det internationale samfund — ikke engang af FN selv. Sproget brugt er det om “gengældelse,” “sikkerhed,” eller “militær nødvendighed.” På det meste klassificeres sådanne handlinger som krænkelser af international humanitær lov, der behandles som krigsforbrydelser eller brud på proportionalitet — ikke terrorisme.

Palæstinensisk Vold og Etikettens Universalitet

I modsætning hertil er palæstinensisk vold — selv når den er rettet mod militære mål eller indrammet som modstand — universelt mærket som terrorisme. Fra selvmordsbombninger under den Anden Intifada til raketild fra Gaza, er etiketten øjeblikkelig og absolut. Selv ikke-voldelig modstand fra palæstinensere — såsom Boykot, Desinvestering og Sanktioner (BDS)-bevægelsen — kriminaliseres nogle gange eller sidestilles med “terroriststøtte” af nogle stater.

Asymmetrien er klar: Palæstinensere bedømmes ud fra deres udfald, uanset kontekst. Israel bedømmes ud fra sine intentioner, uanset udfald.

Rollen af Anerkendelse, Sympati og Magt

Denne uoverensstemmelse opstår fra en kernepolitisk kendsgerning: terrorismeetiketten anvendes ikke af juridiske organer i isolation, men af magtfulde stater, medieinstitutioner og internationale organisationer påvirket af strategiske alliancer og politiske sympatier.

• Statslig anerkendelse giver legitimitet. Israel, som en anerkendt stat, ses som besiddende den suveræne ret til at bruge magt. Palæstinensere, der mangler fuld anerkendelse og statsstatus, ses som illegitime aktører — selv når de påkalder rettigheder under international lov (f.eks. retten til at modstå besættelse under FN-Resolution 37/43).
• Politisk sympati betyder noget. I Vesten opfattes Israel som et demokrati, en regional allieret, en bastion mod ekstremisme. Dette skaber en implicit formodning om god tro. Palæstinensere associeres med islamisme, autoritarisme eller terrorisme — hvilket skaber en formodning om dårlig tro. Disse sympatier former ikke kun mediefremstilling, men også juridisk og diplomatisk sprog.
• Magt beskytter mod dom. Stater med vetoret i FN, stærke militære alliancer (f.eks. med USA) eller økonomisk indflydelse udsættes sjældent for international retsforfølgelse eller mærkning. Dette er grunden til, at terrorisme, ligesom krigsforbrydelser, ofte straffes kun når det begås af de svage.

Den Palæstinensiske Kamp og Oplysningstidens Ideal

I sin kerne er den palæstinensiske krav ikke kun om land, suverænitet eller anerkendelse — det er et krav om lige anvendelse af loven. Det er kravet om, at de samme principper, der anvendes på andre, skal anvendes på dem — uanset om det er retten til at modstå, retten til liv eller retten til retfærdighed.

I denne forstand spejler den palæstinensiske kamp Oplysningstidens grundlæggende kampe. Ligesom 1700-tallets tænkere afviste kongers guddommelige ret — forestillingen om, at nogle herskere er over loven på grund af fødsel eller titel — afviser palæstinensere i dag staters immunitet over for juridisk ansvarlighed.

Oplysningstænkere som Rousseau, Montesquieu og Kant argumenterede for, at lov skal gælde for alle lige, ellers er det ikke lov, men tyranni. De argumenterede for, at suverænitet ligger hos folket, ikke hos herskere, der kræver det ved dekret. Palæstinensere argumenterer også for, at statsstatus ikke bør bestemme, hvem der humaniseres, hvem der kriminaliseres, eller hvis lidelse betyder noget.

At mærke en bombning som terrorisme og en anden som sikkerhed — på trods af identiske midler og mål — er at genindføre aristokratiets logik: at nogle liv er hellige, og andre kan ofres. At nogle mennesker har ret til at modstå, og andre kun ret til at lide.

Kravet om konsekvent lov — uanset om det er i anvendelsen af Genevekonventionerne, retsforfølgelse af krigsforbrydelser eller definition af terrorisme — er et krav ikke kun om retfærdighed, men om modernitet selv.

Konklusion: Mod en Universel Standard

Hvis terrorisme skal være mere end en politisk fornærmelse — hvis det skal være en meningsfuld juridisk kategori — så skal det anvendes konsekvent. Dette betyder:

• At anerkende, at statslige aktører kan begå terrorisme, ligesom ikke-statslige aktører kan.
• At anerkende, at målretning mod civile for at opnå politiske mål er terrorisme, uanset aktørens flag, religion eller strategiske værdi.
• At anvende juridiske definitioner som UNGA 49/60 på handlinger, ikke aktører.

Manglende at gøre dette fortsætter ikke kun uretfærdighed — det undergraver selve ideen om international lov. Det fortæller verden, at lov ikke er universel, men et våben for de magtfulde. Det fortæller de undertrykte, at deres eneste forbrydelse er svaghed.

Den palæstinensiske opfordring til lige rettigheder, lige beskyttelse og lige dom under loven er ikke et radikalt krav — det er selve essensen af Oplysningstiden, og målestokken for enhver civilisation, der påstår at ære den.

Bilag: Hændelser, der Opfylder den Strenge Bogstavelige Definition af Terrorisme under UNGA Resolution 49/60

Anvendt uden den sædvanlige udelukkelse af statslige eller statsstøttede aktører.

A. Massakrer (forsætlig storstilet drab på civile for at terrorisere og tvinge flugt eller underkastelse)

B. Målrettede Attentater / Ekstrajudicielle Drab med Terrorhensigt

C. Bosættervold (ikke-statslige aktører med hyppig statslig straffrihed)

Disse 32 hændelser (18 massakrer, 4 attentater, 20 bosætterangreb) opfylder utvetydigt hvert element i UNGA Resolution 49/60, når definitionen anvendes bogstaveligt og uden den politiske fritagelse, der normalt gives til statslige eller statsbeskyttede aktører. De forårsagede kollektivt tusinder af civile dødsfald og var hensigtet — som indrømmet af gerningsmænd, kommandører eller efterfølgende israelske undersøgelser — at fremprovokere terror, intimidere befolkninger eller tvinge politiske/territoriale udfald.