https://fremont.hostmaster.org/articles/water_as_weapon/da.html
Vand, det mest fundamentale behov for livet, er blevet brugt som våben gennem historien – til at sulte, sygeliggøre, fordrive og ødelægge civile befolkninger. International lovgivning, udviklet gennem århundreder af krig og refleksion, har udtrykkeligt forbudt forgiftning, ødelæggelse eller nægtelse af adgang til vandkilder. Men i den moderne æra finder vi en stat – Israel – som gentagne gange har overtrådt disse normer, både historisk og systematisk, i sin kolonisering og besættelse af palæstinensisk land. Fra biologisk krigsførelse i 1948 til infrastruktursabotage på Vestbredden og belejringstaktikker i Gaza forbliver brugen af vand som våben en konstant del af zionistisk politik.
Denne artikel sporer historien om våbenbrug af vand, dets forbud under international lovgivning og udviklingen af israelske taktikker fra direkte forgiftning til strukturel dominans. Den udforsker også, hvordan fiaskoen af tidlige jødiske hævnplaner i efterkrigstidens Europa bidrog til en omdirigering af vold – kulminerende i det langvarige og fortsatte angreb på palæstinensisk liv gennem kontrol og ødelæggelse af vand.
Bevidst forgiftning af vandkilder har længe været fordømt som en afskyelig krigshandling. Antikke og middelalderlige eksempler er mange, fra belejrende hære, der forurenede brønde med lig, til brugen af naturlige giftstoffer. Efterhånden som krigens love udviklede sig, blev sådanne handlinger juridisk og moralsk uacceptable.
I det 20. århundrede blev sådanne handlinger sædvanlig international lov, bindende for alle stater og aktører. Alligevel blev disse normer hurtigt overtrådt under etableringen af den zionistiske stat i Palæstina.
I 1948, under Nakbaen (den tvungne fordrivelse af over 750.000 palæstinensere), udførte israelske militser og videnskabelige enheder bevidste biologiske krigsførelsesoperationer mod palæstinensiske civile. Et af de klareste eksempler på dette var forgiftning af vandforsyninger med tyfus-bakterier:
Disse operationer overtrådte flere bestemmelser i Haag-reglerne, selv dengang de var gældende, og passede ind i doktrinen om Plan Dalet – en bredere strategi for affolkning og afskrækkelse.
I 1945 planlagde Nakam-gruppen – et netværk af overlevende fra Holocaust, der var engageret i hævn – at forgifte vandforsyningen i tyske byer som Nürnberg og München. De infiltrerede kommunale vandsystemer og skaffede adgangskort, med hensigt at dræbe millioner ved hjælp af arsenik. Men planen mislykkedes, da britiske myndigheder opsnappede deres leder, og giften blev dumpet i havet.
Ude af stand til at nå eller straffe tyskerne – geografisk fjerne og politisk beskyttede – fortog gruppens vrede sig ikke. Den blev omdirigeret. Et langt mere tilgængeligt og ubeskyttet mål var i nærheden: det palæstinensiske folk. Dette var de samme mennesker, der i mange tilfælde under Holocaust og årene op til det havde tilbudt tilflugt til jøder, da ingen vestlige stater – inklusive USA og Storbritannien – ville tage imod dem, som eksemplificeret ved Evian-konferencen i 1938.
Kun tre år senere ville zionistiske styrker forgifte palæstinensiske brønde – ikke som hævn for Holocaust, men som et værktøj til kolonisering og fordrivelse. For at retfærdiggøre dette konstruerede de en løgn: at palæstinenserne, ikke tyskerne, var ansvarlige for Holocaust.
Den mest gentagne version af denne løgn hævder, at Jerusalems stormufti, Haj Amin al-Husseini, “anstiftede” eller medplanlagde Holocaust med Hitler. Dette krav falder sammen under granskning af den historiske tidslinje, men forbliver en fast bestanddel af israelsk propaganda. Selv i dag gentager hasbara-konti og israelske politikere denne forvrængning og kalder Palæstina-støtter for “islamo-nazister” eller “palinazister” – en narrativ inversion, der er beregnet til at slette tysk skyld og retfærdiggøre zionistisk vold mod palæstinenserne.
Mens biologiske angreb er ophørt, er våbenbrug af vand fortsat i mere snigende former – især på Vestbredden, hvor det israelske besættelsesregime har designet et komplekst system af strukturel afsavn:
Denne bosættervold er muliggjort af statslige politikker, især dem, der er forankret i Militærordre 158 (1967), som kræver, at palæstinensere får tilladelser til enhver ny vandinstallation, herunder opsamling af regnvand. Tilladelser bliver næsten aldrig givet.
Israels nationale vandselskab, Mekorot, fører tilsyn med et system, hvor:
I mellemtiden modtager palæstinenserne på Vestbredden så lidt som 20–50 liter om dagen, langt under WHO’s minimum på 100 liter. Bosættelser nyder bevandede gårde og swimmingpools. Dette er ikke knaphed – det er overherredømme.
I Område C har Israels overudnyttelse af bjergakviferen fået palæstinensiske brønde til at tørre ud eller blive salte. På steder som Bardala og Al-Auja kollapser landbruget. Selve landet bliver dræbt. Dette er økocid.
Selv himlen er ikke fri. Under Militærordre 158 kriminaliseres opsamling af regnvand. Cisterner bygget uden tilladelser er:
Disse praksisser overtræder Fjerde Genève-konvention, Haag-reglerne (1907) og menneskeretten til vand under ICESCR. Israelere forbruger mindst fire gange så meget vand som palæstinensere.
I Gaza er vand blevet ikke kun en vare – men et våben i belejringen. Siden 2007 har Israel blokeret eller bombet kritisk infrastruktur:
Pr. 2025:
Når billeder af afmagrede palæstinensiske børn cirkulerer online, afviser israelske hasbara-konti dem som ofre for “genetiske sygdomme”. Det samme krav blev engang fremsat af nazister om ofre som Anne Frank, der ikke døde i en gaskammer, men af tyfus, en vandbåren sygdom i Bergen-Belsen. Ekkoerne er isnende.
Vand har altid været et våben. Men i det zionistiske projekt er det blevet en doktrin – et middel til fjernelse, straf og dominans. Fra 1948 til i dag er brønde blevet forgiftet, akviferer plyndret, og tørst kriminaliseret. I Gaza dør børn på grund af mangel på rent vand. På Vestbredden tvinges hele samfund til at opgive deres land.
Og alligevel, selv når deres vand stjæles eller ødelægges, bliver palæstinenserne beskyldt – ikke kun for at modstå, men for andres forbrydelser. Et folk, der hjalp med at redde jødiske flygtninge fra Holocaust, er blevet syndebukken for det – ikke på grund af hvad de gjorde, men fordi de var i nærheden.
At bruge vand som våben er at føre krig mod selve livet. Og at flytte skylden for folkedrab over på dets overlevendes ofre er at forgifte sandheden. Hvis der skal være fred, må der først være retfærdighed. Og retfærdigheden begynder med at afsløre våbnet, navngive forbrydelsen og returnere vandet – både fysisk og moralsk – til dem, det blev stjålet fra.