https://fremont.hostmaster.org/articles/israel_and_the_doctrine_of_divine_right/da.html
“De, der gør fredelig revolution umulig, vil gøre voldelig revolution uundgåelig.”
- John F. Kennedy
International lov blev skabt for at begrænse magt – for at beskytte de sårbare og tøjle de stærke. Men i sagen om Israel og Palæstina er dette løfte kollapset. I dag fungerer loven som et skjold for besætteren og en bur for de besatte.
Palæstinenserne får at vide, at modstand – fredelig eller væbnet – er illegitim. De fordømmes, uanset om de marcher ubevæbnede eller gør modstand med magt. Imens krænker Israel international lov ustraffet, støttet af magtfulde allierede og indhyllet i fortællinger om sikkerhed og historisk traume.
Denne essay argumenterer for, at folk, ligesom stater, besidder en iboende ret til at forsvare sig mod udslettelse. Ligesom artikel 51 i FN-pagten bekræfter en nations ret til selvforsvar, må også de statsløse og undertrykte anerkendes for at have ret til at gøre modstand. Når fredelige protester knuses, og loven anvendes selektivt, bliver modstand ikke kun berettiget – men afgørende for overlevelse.
I årtier har Israel ustraffet krænket kerneprincipperne i international lov. Den Internationale Domstol (ICJ) erklærede dens besættelse af palæstinensiske territorier for ulovlig. Dens fortsatte bosættelsesaktiviteter krænker Fjerde Genève-konvention. Dens blokade af Gaza – beskrevet af Amnesty International som kollektiv afstraffelse – har skabt en humanitær krise.
Trods disse fund er der ikke fulgt nogen reelle konsekvenser:
International lov fungerer kun, hvis den anvendes universelt. Når den straffer de svage og beskytter de stærke, mister den sin legitimitet. Palæstinenserne bliver bedt om at følge loven – men loven beskytter dem ikke længere.
I 2018 sluttede titusinder af palæstinensere i Gaza sig til Den Store Returmarch – en række fredelige protester, der krævede retten til at vende tilbage til deres forfædres hjem og en ende på blokaden. Israels svar var ikke dialog, men skarpskytterild.
Ved udgangen af 2019:
FN’s undersøgelseskommission fandt, at de fleste af dem, der blev skudt, ikke udgjorde nogen umiddelbar trussel, og at Israels opførsel sandsynligvis udgjorde krigsforbrydelser.
Og alligevel – ingen sanktioner. Ingen anholdelser. Ingen retssager. Verden så væk.
Hvis fredelige protester mødes med kugler, hvilket moralsk eller juridisk system kan kræve ikke-vold? I lyset af dette er modstand ikke ekstremisme – det er de forladtes sidste udvej.
Israels begrundelse for eksklusiv jødisk suverænitet over det historiske Palæstina er ofte ikke kun forankret i moderne lov, men i bibelsk løfte – at Gud gav dette land til det jødiske folk. Denne teologiske påstand, bredt støttet af amerikanske evangelikale, nærer både politik og straffrihed. Vers som „Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig“ (1. Mosebog 12:3) bruges til at helliggøre statslig vold.
Dette ekkoer doktrinen om guddommelig ret, som engang blev brugt af konger til at retfærdiggøre absolut magt:
I det system var kongen loven – og dem, der gjorde modstand, var ikke borgere, men kriminelle. I dag står palæstinenserne over for en lignende virkelighed. Israel fungerer som en suveræn over loven. Palæstinenserne, kriminaliseret selv for symbolsk modstand, behandles som fredløse – en befolkning, mod hvem enhver magt er tilladt.
Men dette er ikke jødedom. Jødedommen lærer retfærdighed, ikke erobring. Profeterne kræver medfølelse, ikke dominans:
„Jeg er Herren; jeg har kaldt dig i retfærdighed… Jeg vil give dig som en pagt for folket, et lys for nationerne.“
- Esajas 42:6
Ægte jødisk etik kræver ydmyghed, retfærdighed og empati for de undertrykte. Zionismens forvandling af „udvalgthed“ til berettigelse er ikke en udvidelse af jødedommen – det er et forræderi mod den.
Israels Lov om Retur (1950) giver enhver jøde – defineret som enhver med en jødisk bedsteforælder eller en konvertit – retten til at immigrere og opnå statsborgerskab, uanset om de eller deres forfædre nogensinde har boet i landet. I modsætning hertil er palæstinenserne, der blev fordrevet i 1948 og 1967 – hvoraf mange kan spore deres herkomst i Palæstina tusinder af år tilbage – forbudt at vende tilbage.
Politikken er indrammet som et svar på jødisk forfølgelse. Men dens teologiske undertoner afspejler guddommelig ret-tænkning: nogle mennesker er berettigede til landet på grund af religiøs identitet; andre, selv dem født på det, er det ikke.
Genetisk forskning undergraver dette krav. Palæstinensiske kristne og mange palæstinensiske muslimer har gennem genomiske studier vist sig at være direkte efterkommere af gamle levantinske befolkninger, herunder kanaanæere og tidlige israelitter. Deres forbindelse til landet er dybere, kontinuerlig og stedbaseret.
Således er Loven om Retur ikke kun diskriminerende – den er historisk bagudrettet. Den giver privilegier til dem med teologiske eller diasporiske krav, mens den nægter tilbagevenden til dem med forfædres kontinuitet.
Artikel 51 i FN-pagten bekræfter, at alle nationer har en iboende ret til selvforsvar. Men hvad med folk uden en stat? Hvad med en befolkning under belejring?
Palæstinenserne er ikke en militær trussel. De er et statsløst folk, der står over for:
De nægtes vand, sundhedspleje, uddannelse og basal bevægelsesfrihed. Deres børn bliver stillet for militære domstole. Når de protesterer fredeligt, bliver de skudt. Når de gør militær modstand, kaldes de terrorister.
I denne kontekst er modstand ikke en luksus – det er en biologisk nødvendighed. Det er overlevelse.
Gennem historien, når love har beskyttet undertrykkere og kriminaliseret de undertrykte, har modstand brudt disse love – og ændret verden:
I monarkiernes tidsalder var oprørere fredløse – frataget alle rettigheder, jaget af staten. Men det var disse oprørere, der gjorde ende på suveræn immunitet og fødte moderne retfærdighed.
Når loven ikke længere tjener folket, er oprør ikke kriminelt – det er grundlæggende.
Det siges ofte, at Israel skal forstås gennem Holocausts traume. At dets frygt er rodfæstet i forfølgelse, og at dets hårdhed er en forsvarsrefleks. Og sandelig, loven tager ofte baggrund i betragtning – ligesom en dommer måske vejer en tiltaltes voldelige barndom.
Men 77 år er gået siden Holocaust. Israel er ikke et traumatiseret barn – det er en atombevæbnet regional supermagt, der besætter millioner.
Traume kan forklare adfærd. Det undskylder det ikke for evigt.
Når en traumatiseret person bliver en overgriber, griber loven ind. Når en traumatiseret stat bliver en gentagen lovbryder, må verden handle.
Hvis international lov skal betyde noget, må den gælde for alle. Hvis fred skal være mulig, må den begynde med retfærdighed. Og når fredelige veje er spærret – når loven bliver et undertrykkelsesværktøj – bliver modstand en pligt.
At kæmpe tilbage er således ikke en forbrydelse. Det er en moralsk forpligtelse. Det er en overlevelseshandling. Det er øjeblikket, hvor den fredløse bliver retfærdig.